Henrik Godsk

Født 1975 

Henrik Godsk arbejder med maleri og skulpturelle objekter, der relaterer til malerierne. Hans visuelle sprog er præget af en fokusering på fladen, geometriske felter og reducerede figurative motiver. De reducerede motiver fungerer som en ramme, der indkredser de geometriske elementer. Et portræt af en kvinde er således samtidig en geometrisk opbygget konstruktion, der insisterer på at være figuration og abstraktion på én og samme gang. Går man tæt på værkerne, er det de maleriske lag, der strækker sig fra det laserende og transparente til det pastose og mættede, der tager over. På afstand kommer motivet derimod mere i fokus, og værkets fortællende del træder i forgrunden.Motivmæssigt læner Henrik Godsk sig op af nogle meget kendte traditioner indenfor maleriet:  interiør, portræt og stilleben. Der er referencer til de store mestre fra renæssancen og barokken, og der inddrages kunstneriske greb, som vi kender fra den formorienterede del af modernismen. 

Henrik Godsk debuterede på Kunstnernes Påskeudstilling i 2002 og har siden udstillet på gallerier, museer, kunsthaller og andre udstillingssteder. Han er repræsenteret i offentlige og private samlinger, har modtaget støtte fra Statens Kunstråd og er medlem af BKF.